Category "Andre udflugtsmål"

9nov2009

Rundtur i det smukke landskab kombineret med sejltur. Hver lørdag i skolernes sommerferie sejler “Skjelskør V” gennem fjorden til Vasebro. Herfra kører Veteranbussen via Herreborgen Borreby og Mose til Stigsnæs Landevej, hvor Veterantoget fortsætter turen mod Skælskør Station, hvorfra Sporvognen kører til Havnen. Turen tager ca. 3 timer. Stor oplevelse og hyggeligt også for børnene. Bestil plads på turistbureauet.

9nov2009

En tur op ad Odense å kan man tage enten ved selv at sejle tur i robåd eller vandcykel på åen ELLER at tage “turbåden”. Med den kan man sejle til Odense zoo og blive sat af der eller lidt længere til Fruens Bøge, hvorfra der er ca. 1 km til Den fynske Landby ad stier gennem skoven (og forbi Fyns vel nok bedste ishus!). Det er selvfølgelig også muligt at sejle med turen tilbage igen. NB Man kan dog ikke blive samlet op igen, hvis man er stået af i Zoo, men det tager nok ca. 5 min med bus at komme tilbage. Både de små både og turbåden er udmærkede familieaktiviteter, alt efter temperament. Prisniveauet gælder ved returbillet med Turbåden.

9nov2009

Hjejlen og de andre turbåde der sejler på Silkeborgsøerne er en meget flot naturoplevelse. Bådene sejler mellem de 10 anløbssteder på ruten Silkeborg – Himmelbjerget – Laven og det er oplevelser uden sidestykke i Danmark. Hele sommerhalvåret sejles der med selskabets 7 både, herunder også Danmarks-klenodiet Hjejlen, som er verdens ældste aktive hjuldamper. Du kan blandt andet stå på i Silkeborg midtby.

9nov2009

Gåsetårnet er en del af en gammel borg, som blev bygget i 1360’erne af Valdemar Atterdag. På toppen sidder der en gylden gås, som efter sigende blev sat der for at drille et Nordeuropæisk handelsforbund. Det var et forsvarstårn med brede mure nederst, der langsomt blev tyndere til toppen af det 26m høje tårn. Man kan komme op i tårnet, og se udsigten.

9nov2009

En sejltur fra Gudhjem havn langs kysten til Helligdomsklipperne er en stor oplevelse. THOR lægger til ved Liebertsklippen, hvorefter den returnerer til Gudhjem. En erfaren guide fortæller under turen om seværdighederne. På turen mellem Gudhjem og Helligdommen passeres de skønneste klippepartier på Bornholm. THOR sejler tæt ind under de stejle klipper på kendte steder såsom Den tørre Ovn, Den våde Ovn, Lyseklippen, Helligdomsklippen, Sorte Gryde og mange andre seværdige steder og formationer. Thor sejler fra maj til september.

9nov2009

Hævet over alt og alle – og 105 meter over Limfjorden – er udsigten over hele det pragtfulde Nordjylland ubeskrivelig. Den skal opleves! I godt vejr kan man se Vesterhavet i vest og Kattegat i øst. Og udsigten rækker fra Jyske Ås i nord til Rold skov i syd. I Tårnbistroen kan I nyde udsigten og få lidt godt til ganen.

9nov2009

Rømø Lys summer af aktiviteter overalt i den 600 m2 store bygning. Du kan se, hvordan de mange forskellige lys fremstilles i alle regnbuens farver, og se hvordan der laves hånddyppede gennemfarvede lys, samt et kæmpeudvalg i støbte lys. Hos Rømø Lys kan du selv lave dine egne lys – en spændende og aktiv oplevelse for hele familien, og i “cafè-miljøet” er du velkommen til at indtage medbragt mad.
Der kan vælges mellem 10 forskellige farver, og du har mulighed for at lave de lys, du selv synes er spændende. Du kan få den hjælp og vejledning du ønsker, samt få inspiration til at lave kunstlys eller anden form for udsmykning af dine lys.

9nov2009

Vejle Børnebibliotek er en gratis attraktion, og selvom man ikke skal låne bøger kan man sagtens få et par timer til at går der med mindre børn. Børnebibliotekket har til gratis leg pippis hus, pippis hest, en ridderborg m. scene og klæd ud tøj. Tegnehjørne, en bus i træ, og så har de skiftende temaer med tilhørende legeting. Et sikkert hit også sidst på måneden når pengene er små!

9nov2009

Denne lille sejltur bringer dig og din familie over Limfjorden med Hals-Egense færgen. Hals og Egense ligger ved Limfjordens østlige udmunding i Kattegat og overfartstiden er ca. 5 min. I Hals er der er mulighed for at se på sejlskibe og besøge forskellige ishuse/restauranter. Yderligere er der mulighed for at besøge fæstningsanlæget Skansen, hvor bl.a Hals museum er seværdigt. Pris pr. person er er ca 11 kr.

9nov2009

Fra torvet i Hillerød er der en lille færge (M/F Frederiksborg), som sejler på slotssøen i sommermånederne. Det koster ikke meget at tage med denne færge og man kan stå af ved f.eks. barokhaven. Denne have er utrolig flot med kaskader. Herfra går man hen i indelukket, hvor der altid er en del svaner og ænder, som man kan fodre i græsset, så de kommer helt tæt på en. Man kan tage madkurv med samt bolde, pintaq eller andet og nyde den skønne have, de flotte vandkaskader samt slottet i al sin pragt. Når man har spist sin mad i fred og ro, kan man tage færgen tilbage til torvet, på samme billet som før. Dette er en tur for hele familien. Færgen sejler 15. maj til 15. september, mandag til lørdag, kl. 11-17, søndag kl. 13-17.